Klumme I Århus Stifstidende I 11.08.2020 Du må som regel gerne spørge til det, der er svært
Jeg sad forleden om et bål til et arrangement for Børn og Unge, hvor jeg skulle lave popcorn og snakke lidt med de deltager, der kom forbi. Men jeg lavede mest popcorn. Af og til opstod der dog også et fint rum for en god samtale. Særligt har én samtale fulgt mig. Jeg faldt i snak med en pige på omkring otte år, som fortalte, at hun lige var flyttet til Danmark efter at have boet i udlandet hele sit liv. Begge forældre var danske, men havde bosat i udlandet. Snakken gik, indtil hun fløj videre til en af de mange andre outdoor aktiviteter.
Da moren til pigen senere kommer forbi, spørger jeg, om det ikke er en svær periode, de går igennem lige nu. Det bliver en fin snak. Hun fortæller blandt andet, at det er sværere at komme hjem, end det var at tage afsted. Senere i samtalen kommer vi til at snakke om familiedynamikker, og datteren nævner en tredje søskende, der ikke er der. Jeg spørger ind, og det viser sig, at der er tale om et barn, de kun nåede at have i 10 måneder. Da vi snakker sammen her, er det dog næsten 10 år siden, så det er ikke noget, hun bliver stærkt berørt af at fortælle om. Jeg spørger ind til det, spørger hvad der skete, hvordan det har været for deres familie, alt imens jeg bliver afbrudt af et par børn, der gerne vil lave popcorn.
Rundt omkring bålet sidder en dreng og lytter med. Det viser sig, at han også har mistet – nemlig sin søster til en ulykke i de tidlige teenageår. Han får muligheden for at fortælle, hvad der skete. Igen bliver jeg afbrudt af børn og popcorn og falder desværre lidt ud af samtalen her, men heldigvis fortsætter den mellem de to andre.
Noget af det sidste, vi snakker om, er, hvor svært det er, når tabet begynder at komme på afstand. Som et hul, der stadigvæk er der, til trods for at man befinder sig et nyt sted. Jeg fortæller om, hvordan jeg d. 18 august for 10 år siden selv mistede fire venner i en drukneulykke. Og at det lidt hårdt at komme til lige præcis dén dag, for så er det ved at være lang tid tiden.
Selvom samtalen blev afbrudt til tider, så følte jeg, at vi alle gik rigere derfra. Ikke på nye relationer, men lige kort var vi forbundet. Der var et magisk rum, hvor vi på tværs af alder kunne samles, fordi vi alle var sammen om noget sårbart.
Det skete et par dage efter, at jeg havde afholdt et event til en polterabend for en gruppe herlige mænd. Mit bidrag var en omgang SNAK & ÆD; et event jeg holder i forskelige slags forsamlinger. Polterabenden var med otte venner samlet i en skov, hvor jeg lavede noget lækkert bålmad sammen med dem, og efterfølgende holdt jeg et lille oplæg om den gode samtale. Oplægget udviklede sig og blev i sig selv en samtale om samtalen – ja, ganske meta.
I snakken kom vi omkring nogle rigtige fine emner, og folk var ærlige og menneskelige. På et tidspunkt kommer vi til at snakke om, hvornår det er passende at spørge ind til andres problemer, og en af dem nævner, at han synes, det kan være svært at vurdere. Hvornår er det ok at spørge ind? Og hvor godt skal man kende vedkommende, før man gør det?
Det er i sig selv en sund refleksion, for det kan være nødvendigt at granske over, hvorfor man spørger ind til noget. Der kan jo være en usund nysgerrighed til grunds – men det tror jeg sjælendt er tilfældet. Jeg tror til gengæld, at der eksisterer en form for forsvarsmekanisme i “at holde igen”. At lade være med at spørge, fordi man frygter for den situation, man kan ende i. Ligesom at man ikke altid er klar på, hvis folk rent faktisk svarer på spørgsmålet; “hvordan går det?” Med et ærligt, og måske endda lidt modløst svar. Så kan jeg i hvert fald godt opleve, at folk famler lidt, hvis de ikke rigtig var klar på det.
At undlade med at spørge ind til det svære, tror jeg ofte, bliver forklaret med et hensyn. Men jeg tror ikke på, at hensynet særligt ofte gør sig gældende for modtageren. Selv nu 10 år siden, at jeg mistede mine venner, er der stadigvæk intet bedre, end når folk tør at spørge ind. Dét giver mig nemlig en mulighed for at gøre dem, jeg mistede, levende igen – om ikke andet så med mine ord og minder.
Så mit råd her er, hvis du ikke tør spørge ind til det svære i andres liv, skal du først og fremmest forholde dig til, hvem det er, du passer på ved at lade vær. Når du spørger ind, har du ofte en mulighed for at skabe et ganske særligt og magisk rum – et menneskeligt og forbundet rum.
