Ensomhed er noget, vi skal tale om. Men hvordan?

VI HØRTE DET fra Dronningen selv: Ensomhed er noget, vi må tale om. Men udfordringen med at tale om ting er, at de kræver ord. De ord har vi ikke altid. Nogle gange er vi tomme for ord. Vi ved ikke, hvad den følelse, vi har, er. Jeg har selv oplevet at føle, at venskaber ikke havde den form, jeg drømte om, men stod uden ord for det. Det var en ensomhedsfølelse, men det turde jeg ikke kalde det, og derfor blev det også svært at snakke om.

Det har ændret sig en del siden, og uden at lyde for selvfed og hoverende så synes jeg, at jeg har fundet ord for den og med ordene også en vej ud af den. For ensomhedsfølelsen trives nemlig bedst med ikke at blive talt om, den vil gerne forblive sin egen – noget, du kun selv føler.

Og deri ligger hemmeligheden til at bryde med den. For så snart vi taler om den, indser vi, at vi ikke står alene med den, og dermed bliver den selv mindre ensom. Den mister noget af sin kraft.

JEG HOLDER FOREDRAG, hvor jeg prøver at hjælpe andre med at italesætte den. Jeg tænker, at nu, hvor Dronningen selv har givet buddet: Tal om den, så vil jeg gerne give mine ord for den videre her.

Først og fremmest opleves ensomhed meget forskelligt, den er dog altid et udtryk for, at de relationer, vi har eller netop ikke har, ikke er, som vi godt kunne tænke os. Altså at vores venskaber, parforhold eller familierelationer ikke lever op til vores ønske.

Vi har måske gode venner, men når livet gør ondt, bliver det ikke lige delt, og så kan tiden med dem give fysisk samvær, men samtidig skabe en følelse af ensomhed. Det kan også være, du har nogle få nære venner, men når der skal holdes fødselsdag, melder den sig: Hvem skal du invitere? – Eller modsat: Der er mange til festen, men hvem af dem er tæt på?

Der er også dem, hvor ensomheden er en konsekvens af, at der faktisk ikke er nogen at tale med.

Men nogle gange ved vi ikke, hvad der har fortalt os, hvordan vi tænker, vores relationer skal være.

Jeg er selv opvokset med tv-serien ”Venner” og har ofte sammenlignet mig med personerne i den, og problemet her er, at de er en flok, en meget sammentømret en af slagsen.

Sådan en har jeg ikke haft siden 8. klasse, så derfor har jeg følt, at jeg havde noget forkert. Det, jeg i stedet har haft, har været trekløvere, små grupper af venner. Det, der er lidt ærgerligt, er, at jeg har set til noget andet og dermed på bedste ”græsset er grønnere på den anden side”-vis negligeret det gode i det, jeg havde.

Det har jeg vendt om, og jeg har forsøgt at omdefinere min målsætning til at kunne værdsætte det, jeg har, og skabe bedre venskaber der.

SÅ ALTSÅ: VORES MÅL for det, vi vil have, skal først og fremmest være et, vi selv har sat, ikke et, vi ubevidst er blevet præget til.

Spørgsmålet må være, hvilke relationer du faktisk gerne vil have, og måske gør det, at du er tættere på mål, end du troede.

Ensomhed er et udtryk for sult efter mennesker, et udtryk for, at vi har et dybt behov for samvær og for at høre til. En følelse, som, når den sætter sig fast, kan være enormt ødelæggende for mennesker. Det er derfor vigtigt, at vi kan lytte til den.

Når ensomheden banker på, er den som en gæst, der spørger, om alt er, som det skal være, om vi får set de mennesker, vi holder af, om tiden, vi bruger med dem, bliver brugt godt.

Det er spørgsmål, vi bør svare ærligt på, og vores svar, hvis ikke det er et ja, skal blive til handling. For hvis ikke vi gør, så viser ensomheden sit grimme ansigt. Den startede med en god hensigt om at fortælle dig, at du har brug for andre mennesker, og du har brug for gode, nære relationer. Men hvis ikke du vil høre efter, vil den nu gerne bestemme over dig. Den fortæller, at den vil passe på dig. At det er meget bedre at blive her sammen med den, end det er gå ud og møde mennesker, at skabe de relationer, du før drømte om.

For muligheden for, at de ikke kan lide dig, er der, og du kan huske, at engang prøvede du faktisk, men det gik dårligt, og det gjorde ondt. Så lad os bare blive lige her.

Når ensomheden gror fast, når den flytter en, lever den af den løgn, at det ikke kan ændre sig.

Følelsen er god nok, for hvis ikke den var der, ville vi ikke kunne opdage vores sociale sult. Det er den følelse, vi alle skal lære at tale om, også når den bare lige er en gæst, der kom forbi kort. For når vi gør det, tillader vi den, som oplever at være ensom, at tale om det.

At nedbryde et tabu er alles ansvar, for dermed er det nemlig ikke et tabu mere. Noget andet, vi også alle skal vide, er, at når ensomhed er blevet til isolation, er det ikke noget, man lige sådan bryder med.

Ensomhedens løgn er, at det ikke kan ændre sig, og derfor føles det også, som om man ikke selv kan gøre noget. Derfor er det en fælles opgave at kigge sig omkring og se, om der er mennesker, hvor den er flyttet ind, og så hjælpe med at ændre på billedet, at hjælpe dem med at bryde den.

Hvis man oplever, at ens selvbillede netop er, at det kan ikke ændre sig, er det bedste, man kan gøre, at søge hjælp fra mange af de virkelig gode tilbud, der er til det.

ENSOMHED ER, som Dronningen nævner det, at sidde alene juleaften. Det er også at være sammen med mennesker, uden at samværet mætter, at gå fra en middag uden at føle sig set, at være sammen med sin familie og ikke føle sig hørt eller forstået, det er mange ting.

Ensomhed opstår, når vores relationer ikke er, som vi ønsker.

Det er måske lige så vigtigt, at vi lærer at tale om dét. Hvad vi faktisk kunne tænke os, hvilke relationer vi gerne vil have, og når vi taler om det forsøger at nærme os et helt praktisk svar. Hvordan skal tiden sammen med andre bruges, er der aktiviteter, der gentager sig med venner, som måske sket ikke er opbyggende, hvad kan ændre det, er der samtaler, der ikke bliver taget? Og så videre.

Relationer har det med at tage en form, og så tænker vi, at det er nok sådan, de er, men vi har muligheden for at ændre på dem, ikke fuldstændigt, men vi kan påvirke dem, vi kan snakke med hinanden om vores relationer.

Da jeg i 2013 lavede en interviewbog om venskab, fandt jeg hurtigt ud af, at der ikke er én bestemt måde at have et godt venskab på. Venskaber tager form efter de mennesker, der skaber dem, det er skønheden ved venskab, at der ikke er en formel.

Men efter at jeg og en kammerat havde interviewet seks vennepar til bogen, gik det op for mig, at der var noget, der gik igen. Det var, at de alle var dybt taknemmelige for at få halvanden time til at snakke med hinanden om deres venskab. Det havde de ikke prøvet før. Så måske er det en start at snakke om venskabet, om, hvad der gør det godt, og hvad der kan være udfordrende.

AT BLIVE TYDELIGERE OM, hvilke venskaber man ønsker, kan være en god rettesnor for, at man så også ved, hvad man gerne vil efterleve, og man får en dybere redskabskasse, når ensomhedsfølelsen kommer som en gæst og spørger: ”Er alt, som det skal være?”.

Hvis dit svar er nej, er det vigtigt, at du ved, hvordan du ændrer det, hvem du skal ringe til, hvor du skal gå hen.

Ensomhed er tæt forbundet med relationer, men i det, jeg her har skrevet, er der én ting, jeg har glemt: relationen til dig selv.

Det er lidt kringlet at kalde det en relation. Men ensomhed kommer fra tysk ”Ein sammen”, at være sammen med sig selv, og vi må ikke glemme det smukke i at nyde sit eget selskab. Det tror jeg dog først rigtig er en mulighed, når det er et tilvalg, noget, du ønsker, fordi du har de relationer, du ønsker, de har en plads i dit hjerte, og der bor de, også når du er alene.

Frederik Svinth er foredragsholder, leder af Snak og amatørtænker.