Debatindlæg I Kristeligt Dagblad I 15.09.2021 Forfatter: Hvordan forebygger vi angst blandt børn og unge?
Der er brug for voksne, som hjælper unge med at finde vej i en verden, som hævder, at lykken altid er opnåelig, og at det kun er dine drømme, der sætter grænser, skriver Frederik Svinth.
eg har fulgt med i Kristeligt Dagblads serie om angst, og der er en tanke, der ikke kan forlade mig. Jeg synes, at den angst, der beskrives, ofte bunder i en følelse af ikke at være god nok, at have svært ved at leve op til de forventninger, man har til livet. Det er, hvad den franske filosof Alain Badiou har kaldt lykkens krav, en følelse af, at hvis ikke du er lykkelig, så er du galt på den.
Jeg tror, der er sket noget med os gennem det seneste halve århundrede, hvor frigørelse fra regler er blevet til ret til lykke og frihed til at lykkes.
Og i samme periode har vi gennemgået en form for følelsernes revolution, hvor vi er blevet bedre til at sige ”jeg elsker dig” til vores børn, til at mærke efter, og som mand må jeg sige, at jeg er taknemmelig for meget af det, for det, der er normalt nu, var ikke normen for 50 år siden.
De to ting kombineret, frigørelsen og følelsernes revolution, er dog begge noget, der kan sætte et overdrevet pres på tilværelsen, som kan bidrage til, at man ikke føler sig tilstrækkelig.
Den 12. september bragte Kristeligt Dagblad en artikel om, at mange skoler oplever en stigende tendens til, at børn og unge oplever angst, og at der mangler forebyggende tiltag mod den tiltagende angst. Jeg tror ikke på, at vejen til en sådan forebyggelse er simpel, men jeg tror på, at de fagfolk, der udtaler sig, har ret i, at opgaven hviler på de voksnes skuldre.
Samme dag er der en artikel om Anna på 13 år. Hun lider af angst og er som konsekvens deraf hoppet af de sociale medier, fordi hun har brug for at blive skærmet mod den indflydelse, de har på hende. Det valg håber jeg, at hun har fået hjælp til, for det er en stor beslutning at lægge på en 13-årigs skuldre.
At have store forventninger til tilværelsen er ikke i sig selv dårligt, dertil har det gamle mundheld ”hvo intet vover, intet vinder” lært os meget. Men problemet opstår, når vores forventninger føles truende, når det, vi længes efter, føles uopnåeligt.
Jeg lever af at tale for og med unge og andre om ensomhed, og noget, jeg har lært derfra, er, at ensomhed opleves, når ens relationer ikke står mål med ens ønsker.
Men for at de unge kan opnå, hvad de ønsker sig, skal de først gøre sig klart, hvad de ønsker, samt hvad der har skabt deres forståelse af, hvordan deres sociale liv ”burde” være.
Først når det bliver konkret, kan man begynde at efterstræbe det. Indtil da kan ambitionen føles som en tung sky.
På samme måde tror jeg, at vi kan hjælpe de børn og unge, der oplever angst, ved at have lavpraktiske samtaler, hvor de får sat ord på de forventninger, de har, og får ryddet op i de forestillinger, der giver dem et negativt præg.
Det kan være idéen om, hvem man kan være og vil være venner med, hvad enten det er de mest populære eller dem, der behandler mig godt.
En anden idé udspringer fra interviewet, også i Kristeligt Dagblad, med Laura på 23 år. Hun har i otte år haft angstanfald. Efter syv år fortæller hun sine venner om det, og derigennem oplever hun det modsatte af, hvad hun frygtede. De syntes nemlig ikke, at hun var underlig. Tværtimod. De forstod hende, de så hende.
Laura konkluderer selv i interviewet, at hun nu vil hjælpe andre unge til at tale om det, til at blive åbne om det, de oplever. Det er nemlig sådan, at når vi er sårbare over for vores medmennesker, så indser vi, at de også er mennesker. Den læring har alle brug for at få, men desværre kommer den først for sent for mange.
Hvis man sætter elektroder på hovedet af folk i en sårbar samtale, hvor de finder hinanden, hvor de mødes som mennesker, kan man se på deres hjernebølger, at de rammer den samme bølgelængde. At være på bølgelængde er altså ikke en metafor, men et udtryk for, at vores hjerne genkender det, der sker, som vigtigt. Måske bruger vi hele vores liv på at komme på bølgelængde med andre, at føle os mødt, set og forstået. Derfor bliver vi nødt til at opfordre til, at man deler det, der er svært, for det er dér, mennesker kan mødes som mennesker.
Jeg tror ikke på, at det, jeg foreslår, er ligetil, men jeg ser ingen anden vej. Angstens væsen har en rod, og den rod kan kun blive revet op, hvis det bliver o.k. at tale om, og at det bliver o.k. at prøve at forstå, hvad der skaber angst.
Jeg har ikke selv oplevet angst, så jeg kloger mig uden tvivl på noget, der er mere komplekst, end jeg gør det til. Men jeg tror på, at det er afgørende, at vi taler om angst og ad den vej giver de unge mulighed for at komme angst til livs.
Der er brug for voksne, som tager ansvar, og som hjælper unge med at finde vej i en verden, der hævder, at lykken altid er opnåelig, og at det kun er dine drømme, der sætter grænser.
Frederik Svinth er foredragsholder og forfatter.
