Debatindlæg I Kristeligt Dagblad I 29.08.2021 Venskaber opstår ikke af sig selv. De skal vælges
Hvis vi ønsker at danne relationer til andre, skal vi turde åbne os og turde fremstå menneskelige, skriver foredragsholder Frederik Svinth.
At få nye venner er kunst, en kunst, som det kræver sit at lære. Det, der for mange ikke virkede videre svært som børn, er for mange ikke lige så nemt, når man kommer op i alderen.
I et interview med den britiske professor Robin Dunbar her i avisen den 20. august beskrives det, at man skal have nogle grundlæggende fælles værdier, men disse kan man ikke nødvendigvis vide, om man har tilfælles i et møde med en fremmed. Man skal ifølge den norske filosof Helge Svare, der i 2005 udgav bogen ”Venskab”, være det, som han kalder venskabsparat. Man skal altså først og fremmest udtrykke, at man er klar til et venskab.
Når jeg rejser rundt på højskoler og holder foredrag om netop venskab, kan jeg se, at eleverne sidder i en dejlig situation, hvor de netop er venskabsparate. De er kommet for at lære noget, men for de flestes vedkommende er der også en ambition om at danne nye venskaber.
Den indstilling gør det muligt, og som en, der for to år siden er flyttet til et nyt sted, kan jeg godt se, hvad Helge Svare mener. I mine bestræbelser på at få nye venner her på Djursland kan jeg hurtigt spotte, om folk er venskabsparate, eller om deres cirkler og vennekreds er fyldt ud. Jeg finder det ret naturligt, at de personer, jeg ser et venskabspotentiale hos, ofte også er tilflyttere. Måske er det netop det at være kommet udefra, vi har tilfælles. Den danske filosof Jonas Holst beskriver i sin bog ”Venskab” venskabets etik og fortæller, at venskabet er en glemt dyd. Ikke fordi vi ikke kender venskabets værdi, men fordi det ikke har fået nok sproglig betydning. Det bliver ofte omtalt med en lethed, som om det opstår tilfældigt og bare er noget, man får.
Den tanke er der meget lidt sandhed i. Uanset erfaringen af, at et venskab bare er opstået, er det båret af små valg – et valg om en invitation, et valg om at delagtiggøre den anden i ens liv.
Venskabet er, som den græske filosof Aristoteles sagde, ”en kærlighed, der er et valg”. Venskabet opstår ikke ”bare”, det vælges til. Det betyder, at hvis man gerne vil skabe nye relationer eller styrke dem, man har, så man øve sig i sine valg. Hvis ikke vi tager valg om dem, vi mødes med, men blot løber på dem i forsamlinger, bliver det ikke til mere end gode fornøjelsesrelationer. Men for at et nært venskab skal opstå, skal man træffe valget om at invitere den anden ind i sit liv.
Jeg talte engang med et ægtepar, der var flyttet til Djursland som seniorer. De fortalte, at de havde mødt mange søde mennesker, men også, at de venskaber, de havde fået herude, aldrig var blevet som dem, de førhen havde. Jeg spurgte, hvordan det kunne være, og svaret afslørede venskabets dynamik ret fint. De svarede nemlig, at ”vi har jo aldrig inviteret nogen af dem hjem”. Men for at et venskab skal få den søde smag, som den engelske forfatter C.S. Lewis kalder livets eliksir, skal vi gøre os bevidste om valgets kraft.
Venskab starter måske med en følelse af genkendelse, men det vokser, når vi begynder at træffe tydelige valg. Da jeg i løbet af foråret rundtomkring på højskolerne mødte unge mennesker, som på grund af pandemien havde mistet et par måneder af deres ophold, fortalte jeg dem netop om, at de skulle øve sig i at turde træffe valg. Ikke fordi det sikrer et venskab, men fordi det skaber muligheden.
Grundlæggende er venskab ikke noget, man får, men noget, man skaber.
Jeg talte også om en anden måde, hvor venskabet bliver omtalt i lidt for lette vendinger. Det sker, når venskabers styrke ofte bliver forklaret med, at man har kendt hinanden længe. Det er i hvert fald en grundpille i den erfaring, mange har, at gode venner har man haft i lang tid.
Men det rummer kun en halv sandhed, for mange vil have oplevet at møde et menneske, hvor det ikke var afgørende, hvor længe man har kendt hinanden. Skaberen af ”The Muppet Show”, Jim Henson, har sagt, at ”der findes ikke et ord for gamle venner, der lige har mødt hinanden”.
Hvor den ene styrke, man kan trække på, er valgets kraft, så er der også en anden evne, vi aktivt kan bruge. Det er evnen til at lære den anden at kende og sørge for at gøre sig kendt for den anden. Hvis vi ønsker at danne relationer til andre, bliver vi nødt til at turde vise lidt af, hvem vi er – vi skal turde åbne os, turde fremstå menneskelige. Det behøver ikke at tage et liv at lære nogen at kende, det kræver mest af alt modet til gøre sig kendt for den anden og nysgerrighed efter at lære den anden at kende.
C.S. Lewis siger i sin bog ”The Four Loves”, at venskab starter med: ”Hvad! Også dig. Jeg troede, jeg var den eneste.” Langt hen ad vejen er jeg enig, for vi søger ofte mennesker, som på en eller anden måde ligner os selv. Men venskab bliver kun indledt ved den oplevelse. Det vokser først, når vi lærer hinanden at kende, rummer hinanden og søger at forstå hinanden. Dermed bliver kærligheden nemlig mere end det, vi har tilfælles, det bliver en kærlighed, der er et valg.
Venskabet har ikke altid været en glemt dyd, sådan som Jonas Holst mener, det er blevet i dag. Nej, der er en grund til, at vi kalder venskabet for en platonisk relation. Det skyldes, at netop Platon så fint mente, at venskabet er der, hvor to sjæle overlapper.
Det er da værd at kæmpe for og værd at forstå, så vi bedre kan skabe netop det i vores liv – og ikke bare håbe på, at det kommer.
Frederik Svinth er foredragsholder.